top of page

Tilbagevendende mavesmerter hos børn

Ph.d.-studerende

Steffi Blach

Hovedvejleder

Peter Haastrup
Steffi Blach

Projektet skal skabe et nyt vidensgrundlag for, hvordan børn med mavesmerter og deres familier bedst hjælpes gennem undersøgelser og behandling i almen praksis. Målet er at øge børnenes og deres familiers livskvalitet, sikre børnenes deltagelse i skole og fritidsaktiviteter og at undgå unødig eller potentiel skadelig behandling.


Indledning

Tilbagevendende mavesmerter er udbredt hos børn og en hyppig årsag til kontakt med den praktiserende læge. I mange tilfælde kan der ikke peges på en tilgrundliggende fysisk årsag til mavesmerterne, og symptomerne betegnes derfor samlet som funktionelle mavesmerter.


Funktionelle mavesmerter hos børn kan påvirke både børnenes og deres familiers livskvalitet negativt, medføre skolefravær og ophør af sociale aktiviteter. Studier fra børneafdelinger viser, at unødvendige undersøgelser kan fastholde barnet og forældrene i jagten på en fysisk forklaring, hvilket i nogle tilfælde forværrer mavesmerterne. Alligevel henvises et stort antal børn hvert år til børnelæge på baggrund af funktionelle mavesmerter. Dette indebærer en risiko for overbehandling af børn, der ikke har behov for specialiseret udredning og behandling.


Baggrund

Sundhedsstyrelsen anbefaler at børn med vedvarende eller lette mavesmerter håndteres i almen praksis, mens kun børn med moderate til svære symptomer, betydelig funktionsnedsættelse eller utilstrækkelig effekt af initial behandling henvises til børneafdelingen. Almen praksis har en unik mulighed for at skabe rammen om håndtering af børn med mavesmerter gennem den etablerede relation til børnene og deres forældre.


Der mangler dog viden om, hvorfor så mange børn uden tegn på alvorlig sygdom alligevel henvises til udredning hos børnelægerne, og hvordan sundhedsvæsenet bedst hjælper disse børn og deres familier.


Mulige forklaringer på henvisningsmønstret indebærer:

  • Den praktiserende læges bekymring for at overse sygdom

  • Forældrenes eller omgivelsernes forventninger til udredning og behandling

  • Manglende fælles forståelse af funktionelle mavesmerter blandt både sundhedssprofesionelle og familier.


Projektet

Projektet skal skabe et nyt vidensgrundlag for, hvordan børn med mavesmerter og deres familier bedst hjælpes gennem undersøgelser og behandling i almen praksis. Målet er at øge børnenes og deres familiers livskvalitet, sikre børnenes deltagelse i skole og fritidsaktiviteter og at undgå unødig eller potentiel skadelig behandling.


Projektet består af tre delstudier, som til sammen undersøger, hvilke faktorer, der bidrager til det gode forløb i almen praksis.


Delstudie 1: samler og gennemgår den viden, der allerede findes om, hvad der opleves som kvalitet for både barnet, familien og den praktiserende læge, når børn har mavesmerter uden tilgrundliggende fysisk sygdom. Studiet skal give indsigt i, hvordan børn og deres forældre oplever samtalerne med sundhedspersonalet, hvad der faktisk hjælper dem, og hvordan mødet med sundhedsvæsenet påvirker dem.


Delstudie 2: belyser de praktiserende lægers opfattelse af, hvordan man bedst hjælper børn med funktionelle mavesmerter, samt hvilke faktorer lægerne påvirkes af, i beslutningen om håndteringen af børnene og deres familier, herunder beslutningen om at henvise til børnelæge.


Delstudie 3: undersøger om udvalgte interventioner som f.eks. længere konsultationstider, adgang til specialistrådgivning eller fælles forståelses- og forklaringsmodeller kan optimere håndteringen af børn med funktionelle mavesmerter og deres forældre i almen praksis.


Formål med resultaterne

Projektet skal gøre det lettere for den praktiserende læge at støtte børn og deres familier i at forstå og håndtere mavesmerter.


Projektets resultater kan blandt andet bruges til udarbejdelse af:

  • En vejledning for håndtering af børn med mavesmerter i almen praksis

  • Undervisnings- og efteruddannelsestiltag målrettet almen praksis


Tiltagene skal sikre, at børn med behov for yderligere undersøgelser henvises rettidigt til en børnelæge, og at de børn, der kan behandles i almen praksis, modtager effektiv og evidensbaseret udredning.

bottom of page