
Dorte Toudal Viftrup
3. jul. 2025
Denne artikel er baseret på en kvalitativ undersøgelse af eksistentielle og åndelige overvejelser hos danske børn fra 1. og 3. klassetrin (6-9 år). Der findes begrænset viden om, hvad danske børn gør sig af denne slags overvejelser. Viden om dette kan være betydningsfuld for fagprofessionelle, der arbejder med omsorg for børns sundhed, trivsel og udvikling.
Baggrund
Mennesker er meningssøgende, sociale væsener, der fortolker og italesætter vores oplevelser og følelser på måder, som vi finder meningsfulde. På den måde bliver vi i høj grad til igennem de forståelser, begreber og klassifikationer, som vi lærer at forstå os selv med.
I vores samfund bliver børn og unges oplevelser af følelsesmæssigt ubehag i stigende grad forstået og sprogliggjort i en diagnostisk referenceramme. Eksperter peger på behovet for et sprog, der kan åbne for aspekter af menneskelig lidelse, som der ikke er plads til i det dominerende patologiserende sprogbrug. Her kan religiøst, eksistentielt, moralsk og politisk sprog være vigtige alternativer.
Et eksistentielt blik kan almengøre børn og unges følelsesmæssige ubehag og ”livsbøvl” fremfor at sygeliggøre det.
Undersøgelsen
Formålet med undersøgelsen var at udforske eksistentielle og åndelige tanker, overvejelser og sprog hos danske børn fra 1.-3. klassetrin (6-9 år). Dette blev gjort ved seks fokusgruppeinterviews med grupper på 4-5 børn fra tre forskellige folkeskoler i København.
Som afsæt for samtalerne læste forskeren fortællingen om den barmhjertige samaritaner højt for børnene. Historien fungerede som en fælles ramme, der gjorde det lettere for børnene at tale om og danne deres egne perspektiver, meninger og opfattelser. Fortællingen viste sig at være et stærkt redskab til at åbne for børnenes egne refleksioner om liv, død, tid og ansvar.
På baggrund af en tematiske analyse blev der identificeret to overordnede temaer og fem undertemaer.
Livsværdier
Det første tema dækker over, hvordan børnene udtrykte værdier om, hvordan de mente, at livet bør leves. Selvom børnene ikke selv brugte udtrykket ”livsværdier”, bruges det som en fortolkning af, hvordan de anvendte eksistentielt og åndeligt sprog til at være i, forstå og håndtere deres liv.
To livsværdier skilte sig ud på tværs af alle fokusgrupper:
1. At hjælpe andre
2. Ikke at have for travlt
At hjælpe andre
En værdi, der stod frem i interviewene, handlede om, hvordan det at hjælpe andre er det rigtige at gøre. Ingen af børnene kendte historien om den barmhjertige samaritaner på forhånd, men efter den var læst højt, forklarede alle børnene, hvordan denne historie handlede om at lære at hjælpe andre.
Det ser ud til, at børnene ved at forholde sig sprogligt og fælles til fortællingens dilemmaer udforskede og udviklede livsværdier. Fortællingens eksistentielle og åndelige sprog såvel som børnenes eksistentielle og åndelige refleksioner synes vigtige for at forstå og internalisere disse livsværdier i deres eget liv.
Ikke at have for travlt
Børnene udtrykte også en anden værdi om, hvordan de mente, at livet skulle leves. Det handlede om ikke at have for travlt til at hjælpe andre. I alle fokusgrupperne forklarede børnene, at årsagen til, at præsten og levitten (i fortællingen om den barmhjertige samaritaner) ikke hjalp manden i nød, skyldtes, at de havde for travlt.
Døden
Døden var det emne som børnene talte mest om under interviewene, både når de blev spurgt direkte til ordet og når de for eksempel diskuterede, hvad der var vigtigt for dem. Flere af børnene udtrykte bekymringer om døden.
Sygdom
Undertemaet sygdom er tæt forbundet med børnenes generelle overvejelser om død. De havde mange tanker om sygdom, og sygdom - især kræft - blev ofte forbundet direkte med død. Børnene beskrev også sygdom som noget, der påvirkede eller begrænsede deres liv. For eksempel beskrev de, at corona-nedlukningerne havde påvirket deres liv og hverdag på en begrænsende måde.
Efterlivet
Når børnene talte om døden, gjorde de også brug af flere verbale forståelser om efterlivet. De var optagede af, hvad der sker, når en person dør, samt hvordan man kan påvirke efterlivet gennem sit nuværende liv.
Religiøse begreber
Flere af børnene brugte religiøse begreber, når de talte om døden, og især når de blev spurgt direkte om ordet ”gud/tro”. Nogle af børnene sagde, at de troede på Gud, mens andre fortalte, at de ikke gjorde det.
Selvom børnene ikke tror på Gud, Satan, Himlen eller helvede, tyder det på, at religiøse begreber er vigtige for deres forståelse af rigtigt og forkert, såvel som for deres værdier om, hvordan man opfører sig og behandler andre mennesker. Børnenes brug af religiøse begreber er ikke begrænset til, hvordan de forstår og begriber døden.
Forslag fra resultaterne
Børnene brugte adskillige både åndelige og eksistentielle samt religiøse begreber og forståelse til at relatere til dødens realitet, samt til at udtrykke, hvordan de mente, at livet værdimæssigt bør leves. Selvom børnene ikke nødvendigvis tror på Gud, Satan, himlen eller helvede i religiøs forstand, så benyttede de disse begreber i forhold til at reflektere over rigtigt og forkert, såvel som over deres værdier for hvordan man opfører sig og behandler andre mennesker.
På baggrund af nærværende undersøgelse synes det muligt at understøtte børns åndelige udvikling og dannelse af ”et indre kompas” ved at arbejde med en pædagogisk didaktik, hvor åndelighed undervises fra eller med barnets perspektiv, herunder for eksempel at benytte fortællinger, der faciliterer refleksioner, samtaler og udvikling af personlige værdier og holdninger.