
Christina Prinds
4. jun. 2024
Denne artikel er baseret på en kvalitativ undersøgelse af, hvordan bevidstheden om døden kan træde frem i forbindelse med overgangen til forældreskab. Med udgangspunkt i en hermeneutisk analyse af interviewdata har forskerne undersøgt, hvordan disse tanker om dødelighed kan forstås gennem eksistentiel filosofi og psykologiske teorier.
Baggrund
I rige velfærdslande som Danmark er der generelt en meget lille statistisk sandsynlighed for død i forbindelse med fødsel. Alligevel tyder forskning på, at bevidstheden om muligheden for døden er fremherskende. Studier blandt ikke-depressive mødre har vist at mere end halvdelen har tanker om hvordan deres nyfødte baby eller nogle i deres familie kunne dø.
På denne måde synes der at være en universalitet i denne bevidsthed om døden i forbindelse til fødslen. Ligeledes er mentalt helbred i Danmark, såvel som i andre højindkomst lande, en særlig udfordring for yngre generationer. Derfor er det vigtigt, at opnå en bedre forståelse af, hvordan eksistentielle refleksioner over døden kan påvirke overgangen til forældreskabet. Forskerne bag dette studie ønskede at undersøge, hvilken påvirkning bevidstheden om døden har i denne livsfase, og hvordan sådanne tanker kan forstås som en del af forældres meningsskabelse.
Metode
Udarbejdelsen af forskningsartiklen baserer sig på data indsamlet i forbindelse med et tidligere publiceret studie (det kan læses her). Studiet bygger på en hermeneutisk analyse af det tidligere indhentede interviewmateriale.
Dataene til det oprindelige studie blev tilvejebragt gennem en proces der involverede fire fokusgruppeinterviews med nybagte eller kommende forældre. I analysen af materialet har forskerne undersøgt, hvordan forældre taler om døden, og hvordan disse erfaringer kan fortolkes filosofisk, eksistentielt og psykologisk.
Teoretisk baggrund
De teoretiske perspektiver, der ligger til grund for denne artikel, hører hjemme inden for eksistensfilosofi og -psykologi. Bevidstheden om døden har været nemlig længe været et centralt filosofisk tema.
Den franske filosof Francoise Dastur argumenterer for at det er i erkendelse af vores ”endelighed”, at vi forstår hvordan ”jeg’et” eksisterer som et unikt væsen i denne verden. Dastur påpeger imidlertid også at det netop er bevidstheden om døden, som kan føre til eksistentiel angst. I et forsøg på at gøre denne angst mere håndterbar forsøger vi mennesker ifølge Dastur, at omsætte den abstrakte bevidsthed om døden til mere konkrete bekymringer. På den måde kan vi flytte vores tanker om døden fra noget, der er til stede her og nu, til noget, der måske kan ske engang i fremtiden.
En anden central teoretiker er Hannah Arendt og begrebet natalitet. Natalitet beskriver menneskets evne til at begynde noget nyt, og understreger dermed, at hvert nyt menneske repræsenterer en ny begyndelse i verden. Overgangen til forældreskab kan derfor forstås som et møde mellem to grundlæggende eksistentielle vilkår: bevidstheden om døden og erfaringen af nyt liv.
Studiets centrale fund
Bevidstheden om sin egen endelighed
For flere af de deltagerne i undersøgelsen gav forældreskabet anledning til nye tanker om deres egen dødelighed. De udtrykte tydeligt at deres ansvar gjorde livet mere værdifuldt, men at tanken om at miste livet samtidig blev mere nærværende.
Deltagerne beskrev også, hvordan de i højere grad reflekterede over konsekvenserne af døden, efter at de var blevet forældre. Bevidstheden om, at livet har en ende, syntes at få ny betydning, nu hvor de også er ansvarlige for et andet menneskes liv.
Menneskets skrøbelighed
Et andet centralt tema som forskerne identificerede var bekymringer for barnets, partnerens eller andre nærtståendes liv og sikkerhed. For nogle blev disse tanker allerede særligt tydelige i forbindelse med graviditet og fødsel. Her oplevede de livets sårbarhed på nært hold.
Adskillige forældre beskrev, hvordan den stærke kærlighed til barnet også førte en ny sårbarhed med sig: jo mere kærligheden vokser, jo mere vokser bekymringerne. Bevidstheden om barnets skrøbelighed blev dermed en naturlig del af oplevelsen af at være forælder.
I et eksistentielt perspektiv
Alt i alt peger studiet på, at tanker om døden kan fungere som en helt naturlig overgang ind i forældreskabet. Selvom disse tanker ofte forbindes med bekymring, kan de også forstås som en del af forældres eksistentielle meningsskabelse. Når et nyt liv kommer til verden, kan det gøre os opmærksom på livets skrøbelighed. Det tydeliggør forældrene i denne undersøgelse, når de udtrykker refleksioner over, hvordan deres egen død ville påvirke deres barns liv.
Med inspiration fra Dastur og Arendt har forskerne fortolket disse erfaringer som et møde mellem to grundlæggende eksistentielle vilkår: fødslen og døden.
Forskerne argumenterer for vigtigheden af at sundhedsprofesionelle anerkender disse eksistentielle refleksioner. I stedet for at opfatte dem som problematiske, eller at sygeliggøre dem, kan de forstås om en del af den måde, nye forældre skaber mening i en af livets mest markante overgange.